Anti-israelsk kampagne under dække af journalistik

Under dække af kritik af israelsk dyrkning af dadler på såkaldt besatte området på Vestbredden er det lykkedes en kampagneorganisation ved navn Danwatch, at sprede løgne uimodsagt. I en artikel hævder de, at israelske dadler er dyrket på “besat område”. Jeg gjorde på Facebook opmærksom på en række faktuelle fejl, men de forsvarer uanfægtet de fejlagtige oplysninger på Facebook – læs deres Facebook-svar in extenso her – ved at argumentere med nye halve og hele usandheder.

Her er så mit komplette svar, som oplister de internationale retlige forhold. Det indledes med at jeg adresserer en Jonathan, som ikke har oplyst sit efternavn. Jonathan takker for god tone i kritikken på Facebook:

Kære Jonathan Anonymtefternavn fra Danwatch,

Tak i lige måde for svar i god tone. Jeg håber at I i samme ånd vil læse mit svar og mine kommentarer herunder. Jeg har uddraget den aktuelle del af jeres svar ved at markere det med (…) og kursiv, og markeret mit svar til det med en ➜ .

(…) ikke synes særlig godt om os. 

➜ Jeg har intet sted udtrykt holdning til jer som personer. Det er vigtigt at forstå, at mine ytringer handler om det I skriver, altså en skelnen mellem om man kan kalde det journalistik eller kampagne for bestemte holdninger eller mål.

Mine svar nedenfor vil godtgøre, at jeres dadel-historie er kampagne, idet journalistik bør basere sig på faktuelle forhold, ikke på holdningstilkendegivelser. 

Som separat kommentar hertil anerkender jeg, at jeg som tidligere kampagnejournalistik på Ekstra Bladet selv har stået bag nogle historisk store kampagner som ændrede lovgivning og sendte adskillige ministre i adskillige samråd, og at jeg havde meget præcist definerede mål med mine kampagner. Dengang som nu vil jeg ikke kalde det journalistik, men kampagner i journalistisk camouflage med henblik på at opnå noget bestemt. Det gjorde det ikke til journalistik dengang, ligesom det I bedriver i dag i denne sag heller ikke er journalistik, men tekstproduktion camoufleret som journalistik med hensigt om at nå et bestemt mål.

(…) selvom I nok heller ikke synes om følgende svar:

➜ Det handler ikke om hvad jeg (vi?) synes om eller ikke synes om. Det handler om hvad der er rigtigt og forkert. Jeg henviser til mit svar ovenfor om hvor vigtigt det er at skelne følelser fra facts hvis man vil bevare sin troværdighed som (undersøgende) journalist.

(…) I forbindelse med de israelske bosættelser peges der typisk på den Fjerde Geneve-konvention artikel 49, der handler om beskyttelse af civile i krigstid og under besættelse af en fremmed magt. Heri forbydes en besættelsesmagt at overføre dele af sin egen befolkning til besatte områder, at overflytte krigsfanger fra besat land til eget territorium og at begrænse bevægelsesfriheden for den besatte civilbefolkning. 

➜ At fremhæve artikel 49 er et eksempel på selektiv valg af dokumentation, også kaldet “cherrypicking”, som ikke er værdigt for uafhængig journalistik, men er typisk for kampagnemageri. Artikel 49 kan ikke stå alene men skal forstås og tolkes i sammenhæng med samtlige artikler i konventionernes Afsnit 30, dvs. artiklerne 47-72.

For eksempel taler Artikel 48 om statsborgere i et besat land. Der er intet land der hedder Palæstina. Beboerne var og er borgere i Israel. Se bemærkninger vedr Balfour m.v. nedenfor.

Geneve-konventionen
i sammenhæng

Artiklerne 50 og fremefter handler i hovedsagen om borgernes sikkerhed og hverdag i de aktuelle områder. Visse områder på Vestbredden administreres af “Palestinian National Autority” (PA) som med Israels accept blev overdraget det sikkerhedsmæssige og administrative ansvar for udvalgte omåder i de israelske provinser Judæa, Samaria (Vestbredden) og hele Gaza i forbindelse med Oslo-aftalerne i 1995. PA har valgt at betegne sig som “Government of the State of Palestine”, men det skal forstås som kommunikation til egen befolkning, og har ingen international retskraft, hvilket blev bekræftet af FNs sikkerhedsråd da det i december 2014 afviste at anerkende “State of Palestine” som stat i folkeretlig forstand.

Beboerne i disse områder lever en noget usikker hverdag, men det skyldes alene en magtkrig mellem Hamas og PLO og kan ikke tillægges de israelske myndigheder. (For sæligt interesserede kan det oplyses, at samarbejdet mellem PA og de israelske myndigheder er glimrende beskrevet i TV-serien “Fauda”).

(…) Dertil kommer Haag-konventionen af 1907, der forbyder en besættelsesmagt at foretage permanente ændringer på besat land, medmindre det skyldes strengt militære hensyn og kommer civilbefolkningen til gode. Under dette punkt falder også udnyttelse af naturressourcer, såsom frugtbart land, uden at den palæstinensiske befolkning godtgøres.

➜ Konventionen nævner kun ét sted begrebet landbrug. Det er i artikel 55, som beskriver at “Den besættende stat må kun betragte sig som bestyrer af bygninger, faste ejendomme, skove og landbrug, der tilhører den fjendtlige stat i det besatte område. Den skal bevare disse ejendommes substans…”

Som ovenfor nævnt findes der ikke en stat der er besat, den del af konventionen kan, som afsnittet i sin helhed, altså ikke tages i betragtning. Der ud over ligger de israelske dadelplantager på opdyrket ørkenland. Der var altså ingen “substans” som skal bevares, med mindre kravet er at rydde plantagerne og genskabe ørken. 

(…) Ifølge en rådgivende mening fra International Court of Justice overtræder Israel folkeretten ved at etablere bosættelser i de besatte områder. 

➜ ICJ kan afgive rådgivende udtalelser til FN, men kan kun træffe afgørelse i tvister, hvor en stat har bedt ICJ om at træffe afgørelse. ICJ kan derfor ikke tage egne initiativer. Som I også skriver er det en “mening” fra ICJ, som ikke er bindende. Rettens jurisdiktion afgøres alene af om en nation anerkender rettens adkomst til at afsige kendelser som berører nationen.

Bornholm tilhører Sverige

Det er altså ikke journalistisk ansvarligt at lægge det til grund for jeres artikler om sagen, men alene udtryk for kampagne med et bestemt mål baseret i holdninger uden basis i juridiske facts.

I en tænkt situation kunne ICJ udtrykke en mening om at Bornholm tilhører Sverige. Danmark ville ikke rette sig efter det, dels begrundet i historie, dels i det danske riges Grundlov og primært fordi Danmark ikke har bedt ICJ om dens syn på spørgsmålet. Samme ret har Israel.

Som ovenfor dokumenteret er der desuden ingen “besatte områder”, idet FN med sin afvisning af Palæstina som stat i sig selv umuliggør en “besættelse”, da det jo forudsætter at et land har besat en område som tilhører et andet land.

Generelt vedr Balfour m.v. ➜ Mange tror fejlagtigt, at staten Israel og jødernes ret til det, vi i dag kender som Israel, blev oprettet i 1948 og som resultat af den vestlige verdens dårlige samvittighed efter Holocaust under Anden Verdenskrig. Men det er en grov fejltolkning og en udbredt misforståelse. Israels historiske alder er over 3000 år gammel.

Balfour-deklarationen af 2. november 1917 var et løfte fra Storbritannien og Nationernes Forbund, der anerkendte jødernes ret til et nationalt hjem i det geografiske Palæstina.

Det osmanniske imperium var på Tysklands side i første verdenskrig, 1914 – 1918. Imperiet var blandt dem, der tabte krigen.

I omkring 400 år havde imperiet omfattet den del af Mellemøsten, som vi i dag kender som Tyrkiet, Irak, Syrien, Libanon, Jordan og Israel, et bælte langs den afrikanske nordkyst næsten helt til det nuværende Marokko, og i nord det nuværende Grækenland og landene nord for Grækenland strækkende sig fra Kroatien i vest til Rumænien og Sortehavet i Øst.

Imperiet blev splittet efter 1. Verdenskrig: Mellemøsten syd for Tyrkiet blev efter krigen delt i to separate mandater for hhv. Storbritannien og Frankrig.

Fredskonferencen i Paris i 1919 og San Remo-konferencen i 1920 etablerede et nyt princip for national selvbestemmelse.

I stedet for automatisk at give de sejrende magter suverænitet over de lande, de havde overvundet i krig, skulle territorier og stater overgå til den oprindelige befolkning. San Remo-konferencen blev begyndelsen på opløsningen af de store kolonimagter Tyskland, Tyrkiet, Storbritannien, Holland, Belgien, Frankrig, Italien, Portugal, Spanien og andre.

For de territorier, der er omfattet af mandaterne for Storbritannien og Frankrig, gjaldt det samme princip om national selvbestemmelse for den oprindelige befolkning. På fredskonferencen i Paris argumenterede den saudiske emir, den senere saudiske kong Faisal, der ledede den arabiske delegation, for, at de arabiske stammer – med henvisning til historiske rettigheder – skulle tildeles Libanon, Syrien, Jordan og Irak, hvilket også blev tilfældet. 

Emir Faisal godkendte også dannelsen af en jødisk stat i henhold til ovenstående principper.

San Remo

Under San Remo-konferencen den 19.-26. April 1920 besluttede de sejrende magter, at Storbritannien skulle tildeles mandat over Palæstina, som var en del af det nu kollapsede osmanniske imperium. Aftalen om dette mandat blev underskrevet af Storbritannien og NF (Nationenes Forbund, eller blot Folkeforbundet) den 25. april 1920. San Remo-konferencen godkendte også fredens vilkår, som derefter blev undertegnet i Sérvres uden for Paris den 10. august 1920.

Mandatet over Palæstina blev derefter enstemmigt godkendt af NF den 24. juli 1922, efter at alle 52 NF-medlemslande stemte for “Palæstinamandatet” og tildelte Storbritannien det administrative ansvar for territoriet med henblik på at opbygge et “nationalt hjem for det jødiske folk “.

Aftalen blev bindende i henhold til international ret og trådte i kraft den 26. september 1923.

NFs efterfølger, FN, bekræftede i 1945 gyldigheden af det palæstinensiske mandat ved at medtage det i FN-pagten, artikel 80 (den “palæstinensisk klausul”). Jødernes ret til at bosætte sig hvor som helst i Palæstina vest for Jordanfloden er derfor garanteret af NF i 1922, 1923 og derefter af FN i 1945.

Den 27. november 1947 fremsatte FN’s generalforsamling forslag til en tostats-løsning, FNs Resolution 181 (“delingsplanen”) med Jerusalem som en fælles internationaliseret by, en “corpus separatum” – en enhed adskilt fra den øvrige aftale, men opdelt i fire religiøst styrede zoner: Kristen, græsk ortodoks, jødisk og muslimsk. Jerusalem er dog i dag i praksis opdelt i to zoner, fordi de tre førstnævnte religiøse grupper er gået sammen om et fælles bystyre, som de muslimske repræsentanter har afvist at deltage i.

Den arabiske befolkning inden for det palæstinensiske mandat, de arabiske stater og den arabiske liga sagde nej til FNs resolution om delingsplanen i 1947, mens jøderne sagde ja, til trods for at Judæa og Samaria (Vestbredden) ifølge planen ikke skulle overdrages til et kommende Israel.

NB: Det forblev altså en plan, altså et forslag der ikke blev vedtaget. Judæa, Samaria og Gaza forblev dermed fortsat israelsk territorium.

Da Storbritanniens mandat udløb den 14. maj 1948, blev staten Israel proklameret i Tel Aviv, hvilket udløste en angrebskrig, som Israel forsvarede sig succesfuldt imod. Det lykkedes dog Jordan et bevare besættelsen af to israelske provinser, det vi i dag kalder Vestbredden.

Den 26. Oktober 1994 underskrev Jordan og Israel dog en fred, som officielt overdrog ansvaret for det territorium vest for Jordanfloden som vi i dag kender som Vestbredden og som Jordan havde besat i 1948, til Israel. Jordan ønskede af indenrigpolitiske grunde ikke helt at tilbagelevere Vestbredden til Israel, men praksis er altså at Israel har fuld råderet over området, som teknisk set er besat, men besat af Jordan.

Fredsceremonien blev holdt i den israelske Arabia-dal nord for Eilat, tæt ved grænsen til Jordan.

Den israelske premierministeren Ytzak Rabin og premierminister Abdelsalam al-Majali fra Jordan underskrev fredsslutningen, som blev fulgt op af et ceremonielt håndtryk mellem Israels daværende præsident Ezer Weizman og Jordans Kong Hussein.

Den amerikanske præsident Bill Clinton og hans udenrigsminister Warren Christopher var til stede ved ceremonien, som sluttede med at et stort antal balloner blev sendt til vejrs, som et symbol på fred og frihed.

Egypten bød fredsaftalen velkommen, Syrien var imod. Den libanesiske terrorgruppe Hizbollah overdængede civilbefolkningen i Gallilæa-regionen i det nordlige Israel med raketter og mortergranater umiddelbart før og under ceremonien.

Det var Israels anden fredsaftale med et arabisk naboland. Den første var med Egypten i 1979.

Seksdageskrigen

(…) Vi gør opmærksom på, at de i artiklen omtalte bosættelser er oprettet efter seksdageskrigen i 1967 (Tomer etableret i 1976, Petza’el etableret i 1970)

➜ Som det ses af mit svar ovenfor vedr. Jordan-krigen er bosættelserne opført på land der administreres af, og tilhører, Israel.

(…) Nogle vil måske ikke finde dette som et utilfredstillende svar, men det må vi nok desværre leve med på Danwatch (➜ I har dobbeltnegation som ophæver hinanden i denne sætning – det skal nok tilskrives en fejl).

  Hvis Danwatch vil leve med det, må Danwatch også leve med følgende:

● Danwatch er en kampagneorganisation, ikke en gruppe af undersøgende journalister.
● DR-P1 vil blive gjort opmærksom på, at de den 22. december i P1 Eftermiddag holdt mikrofonen for en kampagneorganisation. Dokumentation vil blive vedlagt.
● De omtalte supermarkedskæder vil modtage en kopi af nærværende.