Derfor er Israel ikke en apartheidstat

Når man beskylder Israel for at være en apartheidstat, måler man Israel med helt andre alen end alle andre stater måles. Mange stater verden over ekskluderer befolkningsgrupper, men ingen af dem kaldes apartheidstater. Den “ære” tilkommer kun den jødiske stat.

Og alligevel kan staten Israels behandling af arabere ikke på nogen måde sammenlignes med behandlingen af ​​det sorte flertal i Sydafrika under apartheid. 

Apartheid var et undertrykkende system, hvor Sydafrikas hvide mindretal brutalt undertrykkede sorte og andre ikke-hvide racer som udgjorde 90 procent af Sydafrikas befolkning. Der er ingen israelsk ideologi for eller beslutning om at forfølge eller mishandle den etnisk arabiske befolkning.

Hvad var apartheid

Apartheid var betegnelsen for en racistisk lovgivning, der indførte streng adskillelse, herunder love, der forbød sorte at komme i “hvide områder”, forhindrede sorte i at gifte sig med hvide eller have seksuelle forhold med hinanden.

Den slags love findes ikke i Israel, som i sin uafhængighedserklæring, bundende helt tilbage til betingelserne i Balfour-deklarationen fra 1917, som gav jøder adgang til at bosætte sig i det senere Israel, forpligter den jødiske stat til at sikre alle borgere lige rettigheder. 

Arabiske borgere i Israel er da også fuldt ligestillede med jøder, også når det gælder borgerlige og politiske rettigheder, herunder retten til at organisere sig politisk, retten til at stemme til valg og retten til fuld ytringsfrihed.

Israelske arabere og andre ikke-jødiske israelere er medlemmer af Israels sikkerhedsstyrker, af Knesset og som dommere i det israelske retssystem helt op til Højesteret. 20 pct. af Israels befolkning er arabere.

De har alle som én fulde borgerrettigheder, herunder helt samme uddannelsesmuligheder som andre israelske statsborgere. I apartheidstaten Sydafrika var uddannelse af sorte børn tilrettelagt i overensstemmelse med deres ”underordnede” sociale status. 

To-statsløsning

Israels accept af en to-statsløsning som resultatet af bilaterale israelsk-palæstinensiske forhandlinger, bla. Camp David-forhandlingerne, dementerer beskyldninger om, at Israels mål er forfølgelse af palæstinensere. Hvis de havde det mål ville de ikke foreslå, endsige anerkende, en tostatsløsning, fordi en tostatsløsning i sin natur er baseret på gensidig respekt og anerkendelse.

Det var araberne, ikke israelerne, som nægtede at indgå aftale om en tostatsløsning – særdeles velbeskrevet i USA’s daværende udenrigsminister Madeleine Albrights politiske erindringer.

Hun skriver bl.a. at hendes chef Bill Clinton opfordrede parterne, i de meget langstrakte forhandlinger, til at bevæge sig med små hop. Hun skriver, med et ret humoristisk billede, at israelerne modtog opfordringen, hoppede fremad og hver dag landede et nyt sted. Araberne hoppede også, oven i købet med megen energi og snak, men de faldt hele tiden ned på samme sted, skriver hun.

Vil udrydde jøde og Israel.

Araberne i mange af de omliggende stater ville, og vil stadig, udrydde den jødiske stat og dermed alle jøder. Så hvem er det egentlig, der ønsker apartheid i sin allermest brutale form? Ikke engang Sydafrikas regime erklærede, at alle sorte skulle udryddes. 

Israel har oprettet en række sikkerhedsforanstaltninger: Muren ved Jerusalem og stærkt kontrollerede grænser til Gaza og Vestbredden.

Det er berettiget – hvis man føler sig kompetent til det – at kritisere Israels vurdering af egen sikkerhed. Men det er uberettiget at kalde det udtryk for apartheid, da det er foranstaltninger til fremme af israelske borgeres sikkerhed.

Man kan også kritisere annektering af Østjerusalem, hvor der er tydelig kulturel adskillelse mellem den vestlige multireligiøse, herunder jødiske, og den arabiske del af Jerusalem.

Grædemuren

Grædemuren i Jerusalem har ringe historisk, men stor religiøs, betydning for jøder. Området er blevet en af kernerne i konflikten, og mange – blandt andre den nu afdøde jødiske journalist og legendariske chefredaktør for Politiken Herbert Pundik – har ment, at det var et unødvendigt træk af israelerne at annektere den del af Jerusalem.

Men i en region domineret i flere tusinde år af religiøse stater, mener jeg ikke, at man som udenforstående, agnostisk eller måske direkte ateistisk europæer, med rimelighed kan tillade sig at ignorere eller udtrykke foragt for, at det har betydning for dem, der bor der.

Begge dele af Jerusalem styres af en ikke arabisk borgerrepræsentation. Men det er ikke jødernes skyld. Araberne i øst-Jerusalem har som den eneste af de forskellige religiøse grupperinger i Jerusalem, valgt at boykotte valgene til bystyret. På den måde sætter man sig uden for indflydelse – og giver ignorante kritikere mere skyts til påstanden om segregering og apartheid.

Vestbredden

Vestbredden er et område erobret i krig. 

Hvis Vestbredden er ulovligt besat i henhold til international lov, er Skåne, Halland, Blekinge, Slesvig og Holsten også ulovligt besat.

Historisk kyndige ved langt bedre end denne blogskriver, hvor mange andre områder der alene i de sidste 150 år er overgået fra en stat til en anden baseret på krig.

BDS

Det var boykot-bevægelsen BDS som introducerede begrebet apartheidstat om Israel. BDS har ensidigt udpeget Israel som global paria, mens de ignorerer systematiske overtrædelser af menneskerettighederne, hvor det forekommer i andre stater på denne klode.

BDS blev i december 2019, af den britiske premierminister Boris Johnson, erklæret antisemitisk. Tidligere i 2019 erklærede Tyskland, Østrig og USA det samme: BDS er en antisemitisk organisation.

I oktober 2011 skrev medlem af den tidligere sydafrikanske forfatningsdomstol, Richard Goldstone, at beskyldningen mod Israel for apartheid er “urimelig og unøjagtig”. Han beskrev blandt andet hvordan sorte i Sydafrika som f.eks. havde været ofre for en trafikulykke eller overfald, blødte ihjel på gaden, fordi de kun måtte transporteres i “sorte ambulancer”, som der var meget få af.

I Israel er alle lige for lægen

I Israel behandler redningstjenester og hospitaler alle, der kommer til skade, uanset hvem de er, også arabiske borgere i Gaza og på Vestbredden, efter ens høje standarder. Der er masser af eksempler på, at israelske redningshelikoptere eller ambulancer har hentet hårdt sårede arabere i Gaza. Der er eksempler på, at selv Hamas-lederes familiemedlemmer er blevet hasteindlagt på Israelske hospitaler, eller har modtaget behandling for f.eks. cancer eller andre meget behandlingskrævende lidelser.

Hamas’ erklærede mål, er at udslette den jødiske stat, og dermed jøder. Alligevel lever den israelske statslige sundhedstjeneste fuldt op til internationale standarder om at ignorere forskelle, herunder militær eller politisk status. Alle er lige for lægen og behandles lige i Israel.

Forfulgt i 2000 år

Endelig og ikke mindst er det vigtigt at understrege, at jøder gennem 2000 år har været forfulgt – en forfølgelse som med stor nidkærhed er “forfinet” igennem de sidste 150 år. 

Det var i den erkendelse at Balfour-deklarationen, og senere med FN’s resolution 181 (originalt dokument her) fra 1947 da verdenssamfundet besluttede, at der skulle oprettes en jødisk stat i det samme område som var blevet dem tildelt med Balfour deklarationen, at jøder for første gang i to årtusinder skulle kunne føle sig sikret imod racisme i deres hjemland og imod deres hjemstaters overgreb.

Det skulle vise sig, at de til gengæld blev forsøgt ødelagt af samtlige de omgivende stater. Jøderne har derfor måttet forsvare deres stat og ret til at leve med stor militær overlegenhed. Den styrke gør åbenbart den jødiske stat til en apartheidstat i de besejredes og deres sympatisørers øjne.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *