Israels ret til Israel: En historisk redegørelse

Denne artikel er en historisk redegørelse, som beskriver de internationale politiske og juridiske afgørelser og holdninger til Mellemøstkonflikten, ligesom redegørelsen påviser og retter misforståelser og fejlopfattelser.

Anledningen er forfalskning af historien og dæmonisering af det jødiske folk og staten Israel. Det har skabt en platform for anti-jødedom, antisemitisme, anti-zionisme og boykot-bevægelser, men også til terror begået på misforstået, manipuleret og falsk grundlag.

Gennem støtte til palæstinensiske araberes “frihedskamp” og gennem lærebøger og undervisning, som dæmoniserer jøder og opfordrer til udslettelse af staten Israel, skabes urealistiske forventninger som tilskynder til terrorisme og fornægtelse af historiske facts, i Mellemøsten såvel som i resten af verden, herunder også i de nordiske, primært socialistiske, politiske miljøer.

Der er en række eksterne links i artiklen, som henviser til yderligere dokumentation.

Hvad er “international lov”?

I henhold til international lov finder besættelse sted, når en stat overtager et territorium, der er under en anden stats suverænitet.

Judæa, Samaria og Østjerusalem var områder, som Jordan besatte i 1948 i forbindelse med en krig der blev udløst af etablering af staten Israel. Jordan afgav ikke området, men overdrog ansvaret for områdets forvaltning til Israel i 1994.

Den “internationale konsensus” eller “det internationale samfund”, som der ofte henvises til, er udtryk for politiske kompromiser, der for eksempel kommer til udtryk som FN’s eller EU’s “holdning”.

FN’s generalforsamling og forskellige råd, og EU’s parlament er ikke domstole.

FN’s domstol i grænsetvister mellem forskellige medlemsstater er Den Internationale Krigsforbryderdomstol ICJ i Haag i Holland, ikke at forveksle med Den Internationale Straffedomstol ICC, som også har hovedsæde i Haag .

En forudsætning for ICJ’s kompetence er, at berørte stater har anerkendt domstolens kompetence, og at de pågældende stater er omfattet af FN-pagten, Genève-konventionen, Montevideo-konventionen, Haag-konventionen og Rom-statutten, som der ofte henvises til, og hvis de pågældende stater har ratificeret den aktuelle konvention eller det aktuelle charter.

Domstolen kan altså ikke, som f.eks. en almindelig dansk domstol, påtage sig ret til at dømme. Det kan kun ske, hvis det relevante land anerkender at domstolen har denne ret.

Et eksempel: Danmark har vedkendt sig en række konventioner og ligestillet dem med dansk ret. Men Danmark kan melde sig ud af konventionerne, hvorefter de ikke længere har retsgyldighed i Danmark.

Rådgivende udtalelser

ICJ kan afgive rådgivende udtalelser til FN, men kan kun træffe afgørelse i tvister, hvor en stat har bedt ICJ om at træffe afgørelse. ICJ kan derfor ikke tage egne initiativer.

Der er ingen stat kaldet “Palæstina”. Kriterierne for at blive kaldt en stat er ikke opfyldt. I modsætning hertil har Israel juridiske rettigheder til Gaza, Judæa, Samaria og Østjerusalem. Det er fastslået af Stephen Schwebel, præsident for ICJ fra 1997 til 2000.

Begrebet om statsdefinition blev genindført i folkeretten efter det nye princip, der blev oprettet ved Paris-fredskonferencen i Versailles, der begyndte den 18. januar 1919 og ved San Remo-konferencen, der begyndte den 19. april 1920.

I stedet for at de sejrende magter hidtil automatisk fik suverænitet over landene som de vandt over i krig, skulle territorier og stater i henhold til de nye principper overdrages til de oprindelige beboere.

3000-årig historie

Jødernes ret til deres eget land er baseret på en ubrudt 3000-årig historisk forbindelse mellem landet Israel og det jødiske folk. Denne forbindelse anerkendes i Balfour-deklarationen. Opløsningen af det daværende jødiske land skabte ikke en ny ret til landet, men anerkendte jødenes historiske ret til deres eget hjemland, “Eretz Israel”  i det geografiske Palæstina.

Det hebraiske ord “eretz”, betyder “land”. Sammen med Israel betyder de to ord “det forjættede land”, eller mere nutidigt “det eftertragtede land”.

Ingen palæstinensisk befolkning eller stat har nogensinde eksisteret, og Jerusalem har aldrig været hovedstad for andre folk end det jødiske folk. Det var Kong David, der gjorde Jerusalem til hovedstaden i Israel for omkring 3000 år siden.

Mange tror fejlagtigt, at staten Israel og jødernes ret til det, vi i dag kender som Israel, blev oprettet i 1948 og som resultat af den vestlige verdens dårlige samvittighed efter Holocaust under Anden Verdenskrig. Men det er en grov fejltolkning og en udbredt misforståelse. Israels historiske alder er over 3000 år gammel.

Balfour-deklarationen af ​​2. november 1917 var et løfte fra Storbritannien og Nationernes Forbund, der anerkendte jødernes ret til et nationalt hjem i det geografiske Palæstina.

Osmanniske imperium

Det osmanniske – eller ottomanske – imperium var på Tysklands side i første verdenskrig, 1914 – 1918. Imperiet var blandt dem, der tabte krigen.

I omkring 400 år havde imperiet omfattet den del af Mellemøsten, som vi i dag kender som Tyrkiet, Irak, Syrien, Libanon, Jordan og Israel, et bælte langs den afrikanske nordkyst næsten helt til det nuværende Marokko, og i nord det nuværende Grækenland og landene nord for Grækenland strækkende sig fra Kroatien i vest til Rumænien og Sortehavet i Øst.

Det osmanniske Imperium (Tegning: Encl. Britanicca)

Imperiet blev splittet efter 1. Verdenskrig: Mellemøsten syd for Tyrkiet blev efter krigen delt i to separate mandater for Storbritannien og Frankrig.

National selvbestemmelse

Fredskonferencen i Paris i 1919 og San Remo-konferencen i 1920 etablerede et nyt princip for national selvbestemmelse.

I stedet for automatisk at give de sejrende magter suverænitet over de lande, de havde overvundet i krig, skulle territorier og stater overgå til den oprindelige befolkning. San Remo-konferencen blev begyndelsen på opløsningen af ​​de store kolonimagter Tyskland, Tyrkiet, Storbritannien, Holland, Belgien, Frankrig, Italien, Portugal, Spanien og andre.

For de territorier, der er omfattet af mandaterne for Storbritannien og Frankrig, gjaldt det samme princip om national selvbestemmelse for den oprindelige befolkning. På fredskonferencen i Paris argumenterede den saudiske emir, den senere saudiske kong Faisal, der ledede den arabiske delegation, for, at de arabiske stammer – med henvisning til historiske rettigheder – skulle tildeles Libanon, Syrien, Jordan og Irak, hvilket også blev tilfældet. Emir Faisal godkendte også dannelsen af ​​en jødisk stat i henhold til ovenstående principper.

San Remo-konferencen

Under San Remo-konferencen den 19.-26. April 1920 besluttede de sejrende magter, at Storbritannien skulle tildeles mandat over Palæstina, som var en del af det nu kollapsede osmanniske imperium. Aftalen om dette mandat blev underskrevet af Storbritannien og NF (Nationenes Forbund, eller blot Folkeforbundet) den 25. april 1920. San Remo-konferencen godkendte også fredens vilkår, som derefter blev undertegnet i Sérvres uden for Paris den 10. august 1920.

Mandatet over Palæstina blev derefter enstemmigt godkendt af NF den 24. juli 1922, efter at alle 52 NF-medlemslande stemte for “Palæstinamandatet” og tildelte Storbritannien det administrative ansvar for territoriet med henblik på at opbygge et “nationalt hjem for det jødiske folk “.

Aftalen blev bindende i henhold til international ret og trådte i kraft den 26. september 1923.

Jødernes ret til deres land

NFs efterfølger, FN, bekræftede i 1945 gyldigheden af ​​det palæstinensiske mandat ved at medtage det i FN-pagten, artikel 80 (den “palæstinensisk klausul”). Jødernes ret til at bosætte sig hvor som helst i Palæstina vest for Jordanfloden er derfor garanteret af NF i 1922, 1923 og derefter af FN i 1945.

Den 27. september 1947 erklærede Storbritannien, at landet ville trække sig ud af Palæstina på grund af en stadig eskalerende, langvarig konflikt og tiltagende voldelige sammenstød mellem jøder og arabere. Storbritannien overdrog mandatet og problemerne til FN fra 15. maj 1948.

Tostats-løsning

Den 27. november 1947 fremsatte FN’s generalforsamling forslag til en tostats-løsning, FNs Resolution 181 (“delingsplanen”) med Jerusalem som en fælles internationaliseret by, en corpus separatum – en enhed adskilt fra den øvrige aftale, men opdelt i fire religiøst styrede zoner: Kristen, græsk ortodoks, jødisk og muslimsk. Jerusalem er dog i dag i praksis opdelt i to zoner, fordi de tre førstnævnte religiøse grupper er gået sammen om et fælles bystyre, som de muslimske repræsentanter har afvist at deltage i.

Den arabiske befolkning inden for det palæstinensiske mandat, de arabiske stater og den arabiske liga sagde nej til FNs resolution om delingsplanen i 1947, mens jøderne sagde ja, til trods for at Judæa og Samaria (Vestbredden) ikke blev overdraget til et kommende Israel.

Da Storbritanniens mandat udløb den 14. maj 1948, blev staten Israel proklameret i Tel Aviv.

Kort: Nations Online Project.

De omgivende arabiske lande indledte umiddelbart efter en krig mod Israel med det mål permanent at fjerne jøder fra Mellemøsten og udslette staten Israel.

Gaza

Gaza er oprindelig navnet på en by grundlagt af det simitiske folk cananæerne omkring 2.000 år f. Kr. Navnet henfører i dag til et område på ca. 50 kvadratkilometer.

Gaza City. (Foto: R. Habboub)

Gaza er ikke besat af Israel, ligesom hverken Judea, Samaria eller Østjerusalem er det. Gaza var besat af Egypten i perioden 1948-1967 og Judæa, Samaria og Østjerusalem var besat af Jordan i perioden 1948-1967.

Både Egypten og Jordan var derfor, i henhold til international lov, ulovlige besættere, da de ikke havde juridisk ret til disse territorier under NF-beslutningen og i henhold til FN-forslaget i Resolution 181.

Egypten og Jordan havde ingen planer om at overføre de territorier, som de besatte, til andre araberne, som ønskede at oprette en egen stat.

Tvært imod flyttede Jordan sine grænser således at Judæa, Samaria og Østjerusalem blev en del af Jordan. Jordan udviste derefter alle jøder, konfiskerede jødernes hjem og jord, ødelagde 58 synagoger, historiske jødiske monumenter og brugte jødiske gravsten ved Oliebjerget som byggematerialer.

Den jordanske annektering er aldrig siden blevet søgt omgjort. Vestbredden kan derfor i dag betragtes som formelt Jordansk mandatområde, som dog ved en fredsaftale i 1994 mellem Israel og Jordan, af Jordan blev overdraget til Israel’s administrative ansvar.

Det er derfor forkert at hævde, at Israel har besat Vestbredden.

FN’s delingsplan
har ingen juridisk gyldighed.

Opdelingsplanen blev aldrig et juridisk dokument i international retlig forstand. Selvom FNs generalforsamling godkendte planen, blev den ikke ratificeret af FN’s Sikkerhedsråd. Beslutninger vedtaget af FN’s generalforsamling er forslag og anbefalinger, men ikke juridisk bindende dokumenter.

Kun Sikkerhedsrådet kan, i kraft af et unikt mandat, træffe retligt bindende beslutninger, men kun på vegne af FN’s medlemslande. Så igen her ser vi, at det “internationale samfund” kun kan tage retligt bindende beslutninger overfor lande, som har accepteret denne ret.

Israel er medlem af FN. Der er intet medlemsland i FN som hedder Palæstina, ganske simpelt fordi Palæstina ikke er et land, men alene et geografisk begreb.

Der er derfor ingen ret for araberne, der i øjeblikket er repræsenteret af PA (Den Palæstinensiske Myndighed) eller PLO, til at henvise til og hævde gyldigheden af ​​Resolution 181 eller at hævde, at jøder kun har ret til det, der blev defineret som en jødisk stat i Resolution 181.

Israels ret til Jerusalem

Den canadiske ekspert i international ret, dr. Jacques Gauthiers, siger, at Israel ikke kun har ret til suverænitet over Gaza, Judæa og Samaria, men også til suverænitet over Jerusalem: “Delingsplanen kunne have været forpligtende for Israel, men fordi de arabiske stater ikke accepterede det, blev det kun en anbefalet løsning, som blev afvist af FNs generalforsamling”.

FN beskriver selv generalforsamlingen som “verdenssamfundets stemme“. Det var altså den “stemme”, som de arabiske lande og befolkninger sagde nej til.

Egypten anerkendte gennem fredsaftalen i 1979 Israels legitimitet og suverænitet og afgav sine krav på Gaza, til trods for at Israel tilbød Egypten, at Egypten kunne overtage Gaza. Egypten byggede i 2009 en mur af stål mod Gaza, for at forhindre de arabiske beboere i at indrejse frit i Egypten. Muren er, udover at være 10 meter høj over jorden, gravet 30 meter ned i undergrunden for at forhindre adgang fra Gaza til Egypten gennem tunneller.

Israel, der havde erobret Sinai-halvøen under seksdages-krigen i 1967, som startede da Egypten havde erklæret Israel krig, gav i 1982 området tilbage til Egypten. 5000 israelske bosættere i Gaza blev i 2005 tvangsflyttet til Israel af den israelske regering, som en udstrakt hånd om fred.

Jordan anerkendte gennem fredsaftalen fra 1994 Israels legitimitet og suverænitet, og anerkendte, at Jordans grænse mod Israel skulle følge Yarmouk-floden og Jordan-floden og videre midt igennem Det Døde Hav til en linje mellem den israelske by Eilat og den jordanske by Akaba ved Akababugten.

Golan-højderne

En aftale om Golanhøjderne blev endelig opnået mellem Storbritannien og Frankrig den 29. september 1923. Aftalen betød, at grænsen blev justeret, så Golanhøjderne blev inkluderet i det franske mandat. Da det franske mandat udløb, og Syrien blev uafhængig den 17. april 1946, blev Golanhøjderne en del af Syrien.

Syrien har aldrig anerkendt Israel og beskød fra 1948 frem til seksdages-krigen i 1967 hyppigt Israel fra Golanhøjderne, der endelig i 1967 blev annekteret af Israel. Annekteringen blev bekræftet i  “Golanhøjderloven”, der blev vedtaget i 1981 i det israelske parlament Knesset, som en selvforsvars-foranstaltning – dvs. et legitimt beskyttelsesområde mod nye angreb fra Syrien. I øvrigt påvist særdeles relevant som beskyttelseszone under oprøret i årene efter 2011 mod den syriske præsident Assad, hvor Iran og Syrien jævnligt foretog angreb mod Israel netop fra Syrisk område.

Illustration: al-Jazeera

Med henvisning til FN’s resolution 242, der kræver “sikre og anerkendte grænser fri for trusler eller voldshandlinger”, fastholder Israel, at ca. 70 pct. af de geografiske Golanhøjder er en del af Israel. I henhold til principperne i folkeretten kan en stat annektere territorium i en forsvarskrig mod en angriberstat, hvilket var præcis hvad der skete og, som netop beskrevet, igen er aktuelt.

10 fredsforslag,
10 arabiske afvisninger

I løbet af de sidste 50 år har Israel fremsat eller accepteret ca. 10 forskellige fredsforslag, herunder mindst fire forslag til tostats-løsninger.

De arabiske stater og PA, PLO, Hamas (“Den muslimske Modstandbevægelse”), Al-Ikhwan Al-Muslimun, (“Det muslimske Broderskab”), Hizbollah (“Allahs Parti”), al-Jama‘a al-Islamiya, (“Islamisk Jihad” eller “Islamisk stræben”), og andre terrororganisationer, har afvist alle fredsforslag.

Umiddelbart efter seksdages-krigen i 1967 tilbød Israel de arabiske stater fredsforhandlinger.

På den arabiske statskonference i Khartoum i august 1967 sagde de arabiske stater nej i form af en resolution formuleret som tre punkter:

  1. Ingen anerkendelse af Israel.
  2. Ingen forhandlinger.
  3. Ingen fred.

Det er gået over i historien og i daglige omtale som “The Three No’s Resolution”.

Samtidig understregede de arabiske lande deres synspunkt om arabernes ret til hele det oprindelige britiske mandatområde Palæstina, dvs. et krav om udslettelse af ​​Israel.

Fredsforslagene og FN’s forskellige resolutioner er faldet netop på de arabiske medlemslandes afvisning af at anerkende ​​Israel.

Resumé

Israel har ikke besat noget land eller stat. Israel har højest befriet land, der er blevet ulovligt besat af Egypten og Jordan.

Der findes ingen palæstinensisk stat og dermed heller ikke et nationalt tilhørsforhold som kan betegnes som “palæstinenser”.

Der bor arabere i Israel, inklusive Judæa, Samaria, Gaza og Østjerusalem. Den arabiske befolkning i Israel udgør ca. 20 pct. af den samlede israelske befolkning på ca. 9 mill.

Folkeforbundets afgørelse om jødernes ret til en stat i det nuværende Israel blev international lov den 26. september 1923.

FN’s senere opdelingsplan har ikke fået retskraft, hvorfor der må henvises til FN-pagten og beslutningen i Folkeforbundet.

Afgørelserne fra 1920, 1922 og 1923 har juridisk gyldighed den dag i dag, uanset om diverse partier, lande, NGO’er, fraktioner i EU, FN mfl. i dag mener noget andet.

Den dag araberne, der repræsenteres af PA, PLO, Hamas, Det muslimske Broderskab, Hizbollah, Islamisk Jihad, og andre terrororganisationer, kommer til den konklusion, at de ønsker at leve i ægte, ærlig og reel fred og sameksistens med det jødiske folk og Israel, vil der blive fred, uden behov for hegn eller mure.

Kun Israel kan beslutte, om der skal dannes en stat eller enklave i Judæa, Samaria, Gaza eller Østjerusalem til de arabere, der bor der, og det kan kun ske efter forhandlinger mellem Israel og de arabiske repræsentanter i de fire områder.

(Redegørelsen er udarbejdet i samarbejde med Mikael Heinig).


Thumbnail-foto (forsiden) er et gammelt foto af Villa Castello Devachan som var det slot udenfor San Remo, Norditalien, hvor forhandlingerne foregik.

Se også videoen herunder, som bl.a. behandler den helt centrale San Remo-konference.