Om forståelsen af Guds-begrebet

Tilhørerskaren var teologisk interesserede, men ikke fagteologer. Foredraget er skrevet i slagskyggen fra terrorangrebene i Paris og København omkring årsskiftet 2014/15.

Jeg har i mit foredrag her til aften i sinde at bevæge mig ud på dybt, teologisk vand … og i en forsamling som denne, er det jo et noget vovet forehavende for mig, som ikke er teolog, at kaste mig ud i et foredrag, som jeg har valgt at give titlen:

Allah, Muhammed og andre guder.

Foredraget er skrevet under indtryk af den seneste tids uhyggelige begivenheder i Allahs navn … jeg tænker selvfølgelig blandt andet på angrebet og nedslagtningen af 12 mennesker i Paris, hvor blodtørstige krigere slagtede mennesker omkring sig, mens de påkaldte sig deres gud, men også den uhyggelige gentagelse og drab på to i København i weekenden.

Jeg vil prøve at forstå … eller måske rettere prøve at forklare … hvad det er for en højere retfærdighed og ret, som disse mennesker tror på, mens de affyrer deres pistoler og  Kalashnikov-geværer mod helt uskyldige.

Da det til min gru var gået op for mig, hvad der var foregået den dag i Paris, og igen i København, stillede jeg et spørgsmål til den Gud, som vi som europæere og kristne alle tror på i et eller andet omfang:

Hvorfor?

Mit spørgsmål lød: Hvorfor lod du det ske?

Tonefaldet i spørgsmålet var ikke specielt venligt … nok snarere vredt. Og efterfølgende stillede jeg mig selv spørgsmålet, som også er formuleret af teologen Preben Kok: ”Må man skælde ud på Gud”?

jeg skælde ud på Gud..?

Før jeg bevæger mig ind på et bud på svaret, vil jeg bringe en anden aktuel begivenhed i erindring:

En præst i København bekendte for alverden, at han ikke troede på Jesu genopstandelse. Det var imod hans fornuft. Genopstandelsen skal opfattes symbolsk. Alt andet er irrationelt, mente han.

Han troede med andre ord ikke på det utrolige. Miraklet. Han ønskede at kunne forklare sin tro rationelt, altså på den måde, som samfundet i dag forholder sig til virkeligheden.

Set fra den vinkel er det jo også rigtigt, at det ikke er et mirakel, at solen står op hver morgen og bringer lys.

Rationelt set står solen ikke op: Det er jordkloden der drejer … intet mirakel dér, men helt forklarligt.

Jesus gik heller ikke på Genesereth sø’s vand. Hold-da-nu-op! Ethvert fornuftigt menneske ved jo, at vands overfladespænding ikke kan klare mere end en vandloppe.

Han kan heller ikke have stået op af sin grav. Det strider mod sund fornuft! Nogen … en eller anden … har nok snuppet liget.

Begrænses, afgrænses

Eller med andre ord: Vores tro skal begrænses til og afgrænses af det vi kan forklare i forhold til det fornuftige, det forklarlige. I forhold til regler, normer og standarder. Kun på den måde bevarer vi vores status og magtfuldhed.

Hvis der er noget vi ikke kan forklare, mister vi vores magt … eller evnen til at forvalte vores magt. Vi bliver usikre.

Vi skyder skylden på andre, for vi er ikke selv skyldige i det uforklarlige. Så for at genvinde magten tager vi retten i egen hånd, så vi kan genoprette det rationelle, det “rigtige”, det ofte lovbundne … det vi tror på er korrekt.

Der hvor vi har magt, har vi selvfølgelig et ansvar, og det skal vi leve op til.

Men de steder, hvor vi ikke har magt, skal vi lære at give slip og erkende, at vi blot er mennesker.

Der skal vi lære, at det er tilladt at læsse skylden over vores magtesløshed over på Gud, i stedet for at lade det gå ud over andre mennesker, som jo heller ikke har magten til at ændre det uforklarlige.

Hvis vi der imod sætter vores tro ind i en sammenhæng, hvor troen skal stemme overens med rationelle regler og normer, gør vi os selv til Gud. Som det skete i Paris og København, og som det sker overalt og hver dag i vor moderne, mangfoldige verden.

Magtesløshed

Tilsyneladende overalt, hvor Islam møder Kristendom på kristen jord, opstår der eksistentielle problemer blandt de, der følger Muhammed.

De møder mennesker, kristne, som giver kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er.

 

Men selv tror de ikke på denne skelnen mellem det jordiske og det himmelske. De ønsker fuld sammensmeltning. Men da det ikke sådan liiige lader sig gennemføre blandt sekulære, politiske fritænkere i de europæiske parlamenter, mangfoldige mediebilleder og velbesøgte storby-caféer, begynder de at føle sig magtesløse.

I virkeligheden følte morderne i Paris og København sig nok magtesløse. Formentlig var det magtesløshed, som fik dem til at udøve den ultimative magt … at tage andre menneskers liv.

Vi véd det jo ikke … de er døde, og kan derfor ikke selv svare for sig … men måske påtog de sig, at rette op på den situation af magtesløshed, som de oplevede, at deres Gud befandt sig i.

De satte sig i deres Gud’s sted, og eftersom Koranen ikke er til debat … fordi det er Guds lov, Guds rationelle samling af diktater og anvisninger på samfundets indretning … måtte de åbenbart gøre noget.

For dem var det ikke nok at tro … ikke nok, at lægge dét i Guds hænder, som de ikke selv kunne overskue eller magte. De skulle ikke tro men vide … og selv tage ansvar.

At skabe lighed

Deres Gud bliver kan man ikke vred på, eller gør grin med. Deres Gud skælder man ikke ud.

Med deres menneskelige, rationelle fornuft følte de sig formentlig forpligtet til at skabe lighed mellem troen og det rationelle.

Den eftermiddag, hvor jeg selv skældte ud på Gud for ikke at have forhindret det forfærdelige, opdagede jeg noget om mig selv.

Jeg var ikke … kunne ikke være … den, som påtog sig at rette op på Guds svigt. Jeg kunne ikke, som Superman, skrue tiden tilbage, bevæbne mig med lysets hastighed og en stak granatkastere, og forhindre de blodige forehavender.

Jeg kunne kun stå magtesløs tilbage og se fanatikere herske. Igen. Og jeg måtte give forfatteren Stefan Zweig ret, da han beskrev fanatikere ikke bare som en pest, der bryder ud en gang imellem, men som en konstant lurende fare, som hele tiden truer os.

“De fornuftige og forsonlige øjeblikke er korte og forgængelige. Næppe er fredsbåndet flettet af fornuften, før det sønderrives igen af fanatismen”, sagde han.

Og her stod jeg så, indirekte offer for fanatisme, overladt til magtesløshedens krisetilstand.

Krise

Når vi står i en krise, hvor vi ikke selv har magten, har vi mulighed for at placere ansvaret dér, hvor det hører hjemme … hos Gud. Hos jeres Gud og min Gud.

Og Guds svar er nærvær. Nærvær, ligesom forældrene, der står op om natten fordi lille Osvald skriger og hamrer i tremmesengen, fordi han er tørstig.

Vi går ikke ind til lille Osvald og beder ham redegøre rationelt og med passende stemmeføring for, hvorfor han lissom føler, at han nærmer sig et niveau af plagsom dehydrering, og må han venligst bede om et halvt glas vand, så han kan gå til ro igen.

Nej! Vi er nærværende. Som forældre og voksne forstår vi det lille barn spontant. Vi tillader ham at skrige og skråle og skælde ud, uden at ansé ham for at være knald i låget. Vi vender ham ikke ryggen. Vi accepterer.

Vi forholder os med andre ord voksent og rationelt til situationen: Henter vandet, trøster, putter, synger.

Vi er voksne og kan agere som voksne.

Det kan vi, fordi vi har magt over situationen … og dens løsning..

Men i tilfældet med mordene i Paris og København kunne jeg i hvert fald ikke sige, at jeg havde magt over situationen og dens løsning.

Jeg kunne kun vende mig imod Gud: Råbe, skrige og skælde ud og kritisere ham for ikke at have forhindret denne vanvittige ugerning, som forandrede ikke blot tilværelsen for nogle familier, men hele vores verden.

Og jeg tror, at Gud accepterede det, uden at vende mig ryggen … fordi jeg – vi alle – er Guds børn.

Vi er ikke Guds voksne.

Dogme

Der findes et dogme inden for religionsvidenskaben, som siger, at religioner er dét, de religiøse selv definerer og gør.

Drabsmændene i Paris og København ville ikke vise sig svage, som Guds børn. De ville vise sig stærke som Gud’s voksne. De ville udføre Guds centralistiske og ufortolkelige diktat som hans håndgangne mænd, og der igennem selv blive helliggjort. Blive ligemænd med Gud. Ikke Guds børn…

Historisk er kristendommen blevet forbundet med frihed, fordi de, som styrer sig selv moralsk, ikke behøver en stærk centralmagt for at opretholde social orden.

Vi har igennem kristendommen lykkedes med at foretage adskillelse mellem politik og religion, ved “… at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er…”

Med drabene på bladtegnerne på Charlie Hebdo, filminstruktøren på cafén på Nørrebro og jøden ved synagogen i Krystalgade … og de mange andre af tidens henrettelser i Guds navn … gav gerningsmændene Gud, hvad kejserens er.

Og man kan spørge, om de ikke også samtidig har bedraget Gud, ved at undlade at give Gud, hvad Guds er, men i stedet selv har overtaget det.

______________________________________________

Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup talte om, at vi holder hinanden skæbne i vores hænder. Der er en del skribenter, som har inspireret mig til denne tale, tak skæbne…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *