Om kristne kontra islamistiske værdier

Foredraget blev holdt i en generel kontekst af terrorangreb i Europa til en lukket kreds af særligt interesserede.

Tak fordi I viser mig den tillid at overlade mig lidt af jeres tid og rum til eftertænksomhed – også fordi I  viser mig den rummelighed, at ville lytte til mig, selvom det var mig der burde lytte til jer, som givetvis ved så meget mere end jeg om emnet som vi er samlet om her i aften.

Men nu har I altså åbnet jer for mig, så her står jeg og kan ikke andet.

Jeg har tænkt mig at tale om de dilemmaer jeg har mødt det sidste års tid. Det er ikke stof for sarte sjæle, men heldigvis befinder jeg mig her i den inkorporerede robustheds hellige haller, så jeg vover mig ud i det.

Den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper, som levede næsten fra begyndelsen til enden af 1900-tallet, og dermed som reflekterende menneske oplevede to verdenskrige og racisme og undertrykkelse fra nogle af de mest rædselsvækkende regimer vi har kendt – det nazistiske og det sovjetkommunistiske – sagde engang, at ”vi i tolerancens navn skal hævde vores ubetingede ret til ikke at tolerere det intolerante”.

Jeg gentager lige Poppers ord: ”Vi skal i tolerancens navn hævde vores ubetingede ret til ikke at tolerere det intolerante”.

Popper siger videre, at vi skal forlange, at enhver bevægelse som prædiker intolerance, placerer sig uden for, hvad der er lovligt – altså lovligt i et mere abstrakt perspektiv.

Ekstremisme

De to latinske ord ”in extremis” betyder ”uden for rækkevidde” i betydningen ”på grænsen til døden” … dér, hvor et menneske stadig har en fod i de levendes rige, men har taget skridtet over grænsen til ”Dødsriget”.

Det vi oplever i verden omkring os i disse måneder og år kan vi – hvis vi ellers kan være enige med Karl Popper – nok være fælles om at betegne som ”ekstremisme”.

Endelsen ”-isme” betegner en overbevisning, eller tro: ”Nazisme, kommunisme, idealisme,  ateisme…”.

Giver det mening at praktisere tolerance i relation til disse ismer: Skal vi konfrontere nazisme med tavshed? Skal vi praktisere idealisme med mådehold?

Kan vi, som følge heraf, betragte kompromisløs forfølgelse af intolerance og intolerante som en menneskelig pligt, afledt af vores egen tolerance? Skal vi være tavse, når humanisme dør? Når mennesker færdes blandt de levende, men praktiserer en menneskelighed fra Dødsriget.

Den højre pegefinger

Vi har nok alle sammen set eller hørt om de afskyelige billeder der cirkulerer i medierne i øjeblikket – billeder, som historikeren Michael Jalving for nylig betegnede som vidnesbyrd om den verden, vi lever i.

Et af billederne viser en arabisk udseende mand med vildt skæg iført en kjortel stå i et udbombet boligkvarter, formentlig i Syrien eller Irak, foran et rækværk, hvorpå der hænger afhuggede menneskehoveder med forvredne ansigter. Den skæggede mand gør et tegn: Højre pegefinger opad.

Det er ikke en ”fuck-finger” han giver os. Dét budskab har vi modtaget for længe siden … i så rigeligt mål, endda.

Nej … tegnet betyder ”EN” … at Gud er én Gud. En monolitisk gud, som tårner sig over os alle. Gud er ikke to testamenter, treenigheden eller fire evangelier som i den komplekse kristne tradition.

For manden ved rækværket er Gud Muhammed … eller Muhammed Gud alt efter smag og behag og herkomst … og islam er for ham identisk med Muhammeds islam … selvom den skæggede bøddel på billedet ikke lader til at være en oplagt samtalepartner til semantiske diskussioner, som Jalving også ironisk kommenterer:

”Lad os gå ud fra, at han er Muhammeds mand, dvs. muhamedaner. Og at han gladelig mimer den autoritative tekst slavisk. Slavisk som i slave, instrument, middel … således at alt bliver sakralt, og intet forbliver profant, idet Gud er altings øverste dommer.

Himmerige og dagligdag er for så vidt ét fedt for muhamedaneren”.

Tre sandheder

Ligesom vi som civiliserede, kristne mennesker har indiskutable sandheder om Tolerance, Mådehold og Barmhjertighed – har denne skæggede hverdagsprofet for ham indiskutable sandheder, udvundet af en symbiose mellem det jordiske og det guddommelige.

I denne persons perspektiv kan alle menneskelige handlinger placeres på en evig og indiskutabel 5-skala, alt efter om de er Forbudte, Frastødende, Tilladte, Fornødne eller Anbefalelsesværdige.

Mord på vantro kan være enten tilladt, fornødent eller – som i denne person’s fortolkning – direkte anbefalelsesværdigt.

De kristne dyder er nemme at forstå, men svære at efterleve.

De fem muhammedanske dyder … i bødlens perspektiv … forsimpler tilværelsen, og giver klare leveregler. Levereglerne er nemme at huske udenad ligesom shariaens retspraksis, som har spredt sig til boligkvarterer i mange større europæiske byer, og beskriver en slags ”Islam’s ABC”: Gør som Muhammed, og du er frelst. Fravig, og du får sociale problemer.

Det er sådan, vi må forstå det billede som samler fingeren, der beskriver en monolitisk Gud, og de afhuggede hoveder: Tilsammen udgør de et såkaldt ”semiotisk” tegn, som fortæller os noget afgørende om den tro, den skæggede bøddel bekender sig til på sin egen morbide facon: At hans tro ikke kender til grænser. At han er missionær og morder i ét. At målet om et universelt kalifat helliger alle midler. Og at han ikke er modtagelig for indvendinger, slet ikke teologiske.

Komprimisløs sandhed

Han er altså kompromisløs i sin praktisering af sin sandhed.

Det ville være både uhøfligt og forkert at reducere den skæggede morder til en gemen gangster. Det ville helt sikkert krænke hans selvfølelse…

Morderen ser sig selv som profetens profet, dvs. som en Muhammed i anden potens, 1400 år senere…

Han vil gøre som sit forbillede, følge hans eksempel og efterligne ham, for på denne slaviske måde at blive som Muhammed: Den frommeste mand på jorden.

Hvor er det egentlig han adskiller sig fra os, kristne?

Jeg tror på, at jeg … lige nu og her … i denne sal … er omgivet af mennesker, som ikke er i tvivl om, hvad der er ret og rigtigt. Måske spørger I også, hvorfor har vi … som civiliseret samfund … dog ikke grebet ind længe før disse grusomheder kunne få fodfæste?

Jeg tror det kan skyldes, at vi netop lever i en verden … vores del af verden … som – bevidst eller ubevidst – er formet af kristne værdier om tilbageholdenhed, tolerance og barmhjertighed.

Splittet verden

Det unge tyske modstandskvinde, Sofie Scholl, som blev hovedfigur i den formentlig eneste ikke voldelige modstandsbevægelse under naziregimet, “Den Hvide Rose” – og blev henrettet for det som 21-årig i 1943 – talte i et brev til en ven om, at mennesket er født ind i en splittet verden.

Hun mente, at man derfor almindeligvis må adlyde denne splittelse, uden mulighed for at være oprigtig. (I denne sammenhæng ligestiller jeg begrebet ”oprigtig” med kompromisløshed om de kristne dyder).

Hun kommer i sit brev i tanker om Moses, som under et af de slag, som israelitterne udkæmpede, holdt armene løftet i bøn dag og nat og uden pause, for at trygle Gud om sejr. Så snart Moses udmattet lod armene synke, kom israelitterne i vanskeligheder på slagmarken.

Kære tålmodige tilhørere…

Som jeg har måttet tage et valg i relationen til mit kulturelle og religiøse ophav…

– som den skæggede mand med fingeren og de afhuggede hoveder har taget et valg i relation til kampen for det han tror på…

– som vi alle gang på gang står i situationer, som byder os at måtte tage valg, som samtidig bliver endnu en sten på samvittighedens smalle sti…

… således kommer vi alle i vanskeligheder på vores egen slagmark:

Dilemmaernes slagmark, øretævernes holdeplads.

Tak for inspiration – og muligvis lån af halve eller hele sætninger – til andre bloggere og skribenter.

(Oktober 2014)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *