Om forskellen mellem individuelle beslutninger og fælles beslutninger

Den norske eventyrer og forfatter Erling Kagge har rejst verden tyndt. Han har i sin søgning efter meningen med livet gjort hvad han kunne for at udfordre skæbnen: Han har sejlet i sejlbåd jorden rundt, udstået stormens strabadser ved Kap Horn og solens nådeløse lys i Kalme-bæltet … til fods krydset såvel Nord- som Sydpolen – i det hele taget udsat sig selv for noget, som kun meget få udsætter sig for.
Men fandt han meningen?

Det syntes han ikke, så han besluttede sig for den ultimative prøvelse: At bestige Mount Everest. Da han stod på toppen og kiggede ud over verden, opdagede han, at han heller ikke dér fandt meningen med livet.

Tvært imod stillede han sig selv spørgsmålet da han stod dér på verdens tag: “Hvad er der tilbage, hvordan skal jeg komme videre i min søgen…?”

Også andre forsøger at finde en mening i det, der synes meningsløst: Et hold amerikanske forskere har søgt om tilladelse til at grave liget af massemorderen Adam Lanza op, den unge mand der skød og dræbte 20 børn og syv voksne ved skolemassakren i Sandy Hook Elementary School i Newtown, Connecticut, den 14. december 2012. De ønskede at se, om de kunne opspore særlige genetiske egenskaber hos ham. … géner, som satte netop ham i gang med det vilde blodbad.

Legemets marionetter eller ondskabsgén

I denne optik ville de søge efter svaret på, om vi kun er legemets marionetter … om der i Adam Lanza’s tilfælde for eksempel findes et “ondskabs-gén” som tager magten fra os … et gén, som suspenderer medmenneskelighed.

 

Også da den globale økonomiske krise slog igennem blev det åbenlyst, at individets handlinger tog magten i hidtil uset grad. Enkelte menneskers grådighed kastede os alle ud i en årelang kamp, som vi måske endnu ikke har set enden på.

Verdens førende økonomer undrede sig: Kunne det virkelig passe, at de ikke havde forstået de globale økonomiske mekanismer? At vi idémæssigt oplevede os som værende på linje i den store sammenhæng, men i virkeligheden befandt os i så vidt forskellige verdener?

Den engelske økonom Adair Turner, chef i England for hvad der svarer til de økonomske vismænd herhjemme, erklærede, at forklaringerne på hvad der gik galt – at der var enkelte personers uhæmmede grådighed der startede lavinen – var for simpelt et svar.

Svaret skulle findes i noget større.

Tryghedsmekanismen

Så mens vi bruger milliarder og milliarder af Kroner, Dollars, Yen og Euro på videnskabeligt at forstå alt fra politiske og økonomiske lovmæssigheder til sandheden om jordens oprindelse, har vi tydeligvis ikke forstået, hvilke mekanismer der skaber er stabilt og trygt samfund i hverdagen.

De mange penge og videnskabelige udredninger bringer os måske nærmer en forståelse af globale transaktioner og universets skabelse, sådan rent teknisk – men vi har tydeligvis endnu ikke med vores sunde fornuft forstået, hvad det er for et stof, som menneskeligt samvær i harmoni og universel moral er gjort af.

Vi mangler endnu forståelsen af, hvad der skal føre os fra de gamle sandheder og fastfrosne paradigmer, til nye, mere universelle erkendelser.

Den norske globetrotter fandt ud af, hvor han skulle søge videre efter meningen med livet: Han begav sig – helt konkret – ud på en vandring i jordens skyggesider. Han opsøgte de mest fortabte eksistenser i New Yorks slum og kom på et tidspunkt til mennesker, som i desperation havde indrettet boliger i storbyens vidtspredte kloaksystemer.

Ny mening

Dér fandt han en helt ny mening med sin egen fortsatte rejse.

Og når det gælder de amerikanske forskeres jagt på et “ondskabens gén”, er der også sat perspektiv på dét:

Den franske sociolog David Le Breton forsker i massemorderes karakter. Han påpegede i den franske avis Le Monde, at de alle har det til fælles at de – som også skoleskyderen Adam Lanza – før udåden følte sig afviste og udelukkede.

Uden sammenligning i øvrigt har de noget til fælles med finanskrisens centrale aktører – og med nogle af nutidens svovlprædikanter: De klipper alle sociale bånd over og hænger frit svævende i en fornemmelse af, selv at udgøre en hel verden.  De bruser af en fornemmelse af narcissistisk, navlebeskuende almagt.

Hvis vi tror på den klinisk gennemlyste ondskab eller totale narcissime som noget genetisk, medfødt, kan det kalde på forholdsregler og hensigter, der vil være farligere for samfundet end den uforklarlige og sporadiske, somme tider morderiske, egoisme: Social og genetisk betinget udrensning begrundet i fordømmelse.

Hvis vi derimod tror på fællesskabet i det gode, opdager vi  – ikke bare med forstanden, men med hele vores sjæl – hvordan vi er skabt som en del af noget større. Hvordan vi bliver langt mægtigere i fællesskabet end summen af hver enkelt af os.

(Marts 2012)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *